Fysioterapi og udviklingshandicap

Fysioterapi til voksne med udviklingshandicap er et fagområde der er præget at kompleksitet. Forståelsesrammen giver dig et overblik over hvad du kan orientere dig i.

Fysioterapeutisk arbejde med voksne med udviklingshandicap er i høj grad præget af multifaktorielle udfordringer.

Borgerne har ofte et meget stort udviklingspotentiale, men parallelt også et kompleks af udfordringer i relation til både fysiske, psykiske og sociale faktorer og behov for støtte der kræver tværprofessionelle og koordinerede indsatser og forståelse for organisatoriske og samfundsstrukturelle forhold i tillæg til en lang række faglige og personlige kompetencer.

I forbindelse med at beskrive det særlige fagområde "fysioterapi til voksne med udviklingshandicap" har vi udarbejdet en referenceramme der giver dig et overblik over i væsentligste faktorer i arbejdet.

Rammemodel der beskriver kompetencer i det fysioterapeutiske arbejde med voksne med udviklingshandicap

Organisation og lovgrundlag:

Mennesker med udviklingshandicap, der har behov for støtte, bliver gennem deres støttebehov tilknyttet forskellige kommunale ordninger og organisationer. Du kan med fordel, med tilsagn fra borger, orientere dig i hvordan borger støttes hvis du vil sikre dig at målsætning og implementering af den fysioterapeutiske indsats kan understøttes i borgerens hverdag.

Fysioterapi til målgruppen kan kan ordineres gennem sundhedslov eller bevilges gennem servicelov.  Servicelovens §85: Serviceloven § 85 
Servicelovens §86.1 og §86.2: Serviceloven § 86 
Servicelovens §102: Serviceloven § 102 
Sundhedslovens §140: Sundhedsloven § 140 
Sundhedslovens §140a: Sundhedsloven § 140. Du kan læse de specifikke paragraffer her.

Særlige diagnoser kan bevilges vederlagsfri fysioterapi om end "alder, smerter og udviklingshæmning i sig selv ikke giver adgang til vederlagsfri fysioterapi", desuden skal man være opmærksom på at rammeaftalen for vederlagsfri fysioterapi kan sætte begrænsninger for udførslen af terapien (Behandlingen skal udføres i hjemmet eller på kliniken). Vigtigt er det dog at pointere at gennem vederlagsfri terapi på klinik kan borgeren få en adgang til og behandling i det almindelige sundhedsvæsen, hvis dette er et ønske hos borgeren.

Kommunikation:

På grænsen mellem organisation og kommunikation, lov og interaktion, ligger tilsagnet til behandling sammen med forståelse for livsstiuation og motivation. Vi kan som terapeuter ikke udføre en behandling borger ikke ønsker at deltage i. Voksne mennesker har ubetinget ret til at vælge terapi fra eller til. Vi må derfor kunne motivere til deltagelse, gennem forståelse for kommunikation, livssituation og historie. Vi oplever at målgruppen er lige så motiveret og har ønske om deltagelse som alle andre, når indsatsen er meningsfuld, giver følelse af tilhørsforhold og sammenhæng med andre. 

Der findes mange former for alternativ kommunikation og det kognitive udviklingsniveau kan have betydning for hvordan verden forstås og opleves (se også under sanseforstyrrelser). Derfor anbefaler vi at du i din fysioterapeutiske praksis, med tilladelse fra borger, giver dig tid til at kommunikere med deres omgivelser om hvordan hverdagen opleves og hvad der kan motivere og give mening for det enkelte menneske, hvis de ikke selv er i stand til at formidle dette.

Der kan være kommunikative redskaber som du kan have brug for at lære at bruge i din interaktion med borgeren eksempelvis tegn til tale, pictogrammer eller lign. Ofte vil terapeutens egen adfærd og tilgang også være en væsentlig faktor i interaktionen, vi må derfor ofte betragte os selv i relationen. På baggrund af dette nævnes også personlige kompetencer som afgørende for fagområdet.

Praksis:

Denne del af modellen er et udtryk for den konkrete behandling, træning eller indsats der udføres på baggrund af viden og kompetencer fra de andre dele referencerammen og med viden om det fysioterapeutiske fag. I praksis skal du sikre dig at du kan udføre kvalitet i træningen og at borger tilbydes relevant indsats. Hvad der er det rigtige for den enkelte, vil jo være meget individuelt da målgruppen har meget divergerende behov. Hvad der kan lyde enkelt men er afgørende, er formålet med den terapeutiske indsats, hvilke konkrete funktioner skal understøttes, hvilken effekt forventer vi at træningen har og hvordan skal den implementeres i hverdagen.

Metode:

I den fysioterapeutiske indsats for mennesker med udviklingshandicap er systematisk metode og test lige så væsentlig som for alle andre. Dog findes der ikke mange specifikke test til målgruppen. Derfor anbefaler vi at validerede og reliable test benyttes så vidt muligt. Se gerne på fysio.dk Måleredskaber og Test. Her findes du også klassifikationsredskabet GMFCS, som ofte benyttes til at beskrive det overordnede funktionsniveau. Det er væsentligt at testen tilpasses således at det ikke bliver den kognitive forståelse af opgaven der bestemmer resultatet.

vi vil i praksis ofte skulle modificere test. I den fysioterapeutiske kontekst bliver din vigtigste opgave at beskrive testsituationen og målinger så du kan udføre den så reliabel som mulig. Det kan også være en modificering at ændre, tidsinterval, distance eller at udgangsstillingen.

Modtager vi unge mennesker med CP kan disse tidligere være blevet fuld af måleredskabet CPOP gennem deres opvækst læs mere om CPOP her. 

Viden og evidens:

Som fysioterapeuter skal vi arbejde evidensbaseret, men med denne målgruppe har dette sine udfordringer og vi kommer ofte til kort, da målgruppen på grund af diversitet, evne til selvrapportering og lign. ikke er inddraget i dobbeltblindede, randomiserede kliniske undersøgelser. Ofte vil vi derfor i praksis betegne vores arbejde som vidensbaseret.
Der findes ikke mange studier eller forskning specifikt for denne målgruppe, udført i dansk kontekst. Derfor er vi nødt til at bruge viden fra retningslinjer og almene studier og vurdere dem i forhold til relevans og overførbarhed og den enkelte borgers problematikker. Vi kan med fordel tage udgangspunkt i Kliniske retningslinjer for de comorbiditeter borgerne har, om end test og indsatser som skrevet ofte skal tilpasses. Det er samtidig vigtigt fortsat at følge anbefalinger for eksempel fysisk bevægelse, restitution og lign.